Studentermedhjælper

FAKTA

Stillingstype: Studentermedhjælper

Virksomhed: Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Ansøgningsfrist: 3. april

Kontakt: Mettelise Fritz Hansen, tlf. +299 34 52 57, e-mail: mtha@nanoq.gl

Studentermedhjælper til ekspeditionsområdet under Naturafdelingen i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Tiltrædelsesdato: Efter aftale.

Er du udadvendt og trives med kontakt med mange samarbejdspartnere? Kan du lide at tale engelsk og har det godt med telefonsamtaler? Og har du lyst til at arbejde med forvaltning af ekspeditionsansøgninger og -tilladelser i Grønland?

Dine opgaver

Du vil indgå i Naturafdelingen i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø. Sammen med de ansvarlige medarbejdere på området vil du forvalte Rejsebekendtgørelsen, som er rammen for ekspeditionsansøgninger og -tilladelser i Grønland. Det er en vigtig og central koordinerende funktion, som er afgørende for muligheden for, at forsknings-, sports- og turistekspeditioner kan finde sted i Grønland.

Dine primære opgaver vil være:

  • Behandling af ekspeditionsansøgninger og udstedelse af tilladelser til forsknings-, sports- og turistekspeditioner i Grønland.

  • Koordinering med interne samarbejdspartnere i Grønlands Selvstyres Centraladministration.

  • Samarbejde med eksterne interessenter som f.eks. Kommunerne, Grønlands Politi, Arktisk Kommando, Grønlands Nationalmuseum, Radioforvaltningen og Visit Greenland.

  • Support på projekt om opdatering af ekspeditionshjemmesiden og informationsmateriale om ekspeditionsområdet. Bl.a. er formålet i højere grad at kunne drage fordel af den store interesse, der er for indlandsisen i disse år.

Der kan forekomme enkelte andre arbejdsopgaver afhængig af den politiske dagsorden og din faglige profil.

I Naturafdelingen har vi en positiv, humoristisk og nørdet stemning med mange forskellige fagligheder. Det betyder, at vi hele tiden lærer af hinanden – og vi vil også altid gerne lære fra os og bidrage til, at du får samlet en masse erfaring.

Kvalifikationer

Du skaber gode relationer, motiveres af udfordringer, er pligtopfyldende og loyal. Du er selvstændig, fleksibel og en stabil kollega i afdelingen, og du er bevidst om ansvaret som embedsperson. Ekspeditionsområdet præges af stramme deadlines, hvorfor du skal være god til at holde overblikket. Det er vigtigt, at du er på forkant og sætter en ære i at følge opgaver til dørs – især er du god til at give en status på dine opgaver og bede om hjælp, hvis du har brug for det. Kontakt med ekspeditionsansøgere samt både interne og eksterne samarbejdspartnere er en vigtig del af dine arbejdsopgaver. Du vil således bruge en del af din tid på mailkorrespondance og telefonsamtaler, hvor du vejleder ekspeditionsansøgere. Derfor er det nødvendigt, at du er imødekommende, diplomatisk, hjælpsom og har gode kommunikationsevner, især på engelsk.

Vi forventer desuden, at du:

  • er i gang med en relevant, videregående uddannelse

  • har gode formuleringsevner og sprogkompetencer både mundtligt og skriftligt - grønlandsk, dansk og engelsk er påkrævet

  • kan arbejde selvstændigt og selv tage initiativ

  • udviser en stærk ansvarsfølelse for løsning af opgaver

  • arbejder struktureret og er god til at sikre overholdelse af frister

  • har en positiv indstilling og godt humør

  • kan samarbejde med mange forskellige mennesker og fagligheder

Hvem er vi?

Departementet består af ca. 45 medarbejdere, der er fordelt på fire afdelinger (Afdelingen for Selvforsyning, Økonomi og Personale, Afdelingen for Natur, Afdelingen for Miljø og Beredskab og Afdelingen for Landbrug, Energi og Klima) samt Miljøstyrelsen for Råstofområdet. Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut), Asiaq, Nukissiorfiit og KNI er desuden underliggende enheder til departementet.

Du vil blive del af en arbejdsplads med gode kollegaer, en uformel omgangstone og hvor trivsel og udvikling prioriteres højt.

Vil du vide mere?

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingschef Mettelise Fritz Hansen, tlf. +299 34 52 57, e-mail: mtha@nanoq.gl

Timetal 

Du vil have et gennemsnitligt timetal på 20 timer pr. uge. I dine ferier fra studiet kan der være behov for et højere timetal.

Ansøgningsfrist: 3. april 2025

Ansættelsessamtaler og ansættelse kan dog ske løbende.

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.

Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2.500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på https://naalakkersuisut.gl/

Løn og ansættelsesforhold

Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig

Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.

Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Send ansøgning

Powered by Labrador CMS