Fakta
Stillingstype: Afdelingsleder
Virksomhed: Retten i Grønland
Ansøgningsfrist: 17. februar 2025.
Kontakt: Eleonora Steenholdt Mørch på tlf.: +299 36 38 12 eller på mail til est@domstol.gl
Motiveres du af at have fingeren på pulsen og af at være en central medspiller i daglig drift, fællesskab og trivsel på en arbejdsplads med stor samfundsmæssig betydning?
Så er du måske den afdelingsleder, vi har brug for.
Nyoprettet stilling på tværs af kredsretten
Du bliver en del af den næststørste kredsret ved Grønlands Domstole med 13 medarbejdere, fordelt på kredsdommere, retssekretærer og administrative medarbejdere, som løser opgaver indenfor kriminalret, familieret, fogedret og skifteret. Herudover er der ansat 7 retsbetjente ved kredsrettens lokale bitingsteder, og to tolke er fysisk placeret ved kredsretten. Du kan læse mere om Grønlands Domstole via linket her.
Stillingen er nyoprettet og går på tværs af kredsrettens fagområderne, og er en stilling som du, i tæt samarbejde med kredsrettens ledelse og medarbejdere, kan sætte dit personlige præg på.
Central medspiller og sparringspartner
Som central medspiller vil du være den, der har det samlede overblik over kredsrettens opgaver, og som forener de forskellige faggrupper i at løse dem. Du vil også være den, der sørger for, at der er styr på det administrative bagland samt den, der afdækker og planlægger oplæring og kompetenceudvikling for såvel nye som erfarne medarbejdere samt bidrager til at sikre, at alle trives i deres job.
Som sparringspartner kan du rumme forskelligheder, du har blik for den enkelte medarbejder, og du er i stand til at lytte og handle proaktivt og velovervejet på det, du hører, ser og oplever. Du er god til at tage initiativ og ansvar og i stand til at planlægge, prioritere og følge op, ligesom du er i stand til at tage snakken med medarbejderne, både når der er brug for ”en skulder”, og når der er brug for at finde løsninger.
Din baggrund
Du har sandsynligvis ledererfaring på afdelings- eller teamniveau. Muligvis har du en lederuddannelse, hvor du har lært om ledelsesteorier. Vigtigst er det, at du har praktisk ledererfaring fra en driftsorganisation, og at din ledelsesstil er båret af, hvordan du bedst muligt kan bidrage og hjælpe til at nå individuelle og fælles mål.
Du har erfaring med sagsbehandling gerne under offentlig lovgivning, ligesom du har gode kommunikationsfærdigheder - også gerne på grønlandsk.
Reference, ansvarsområder og opgaver
Du refererer til den administrerende kredsdommer, som har det overordnede ledelses- og personaleansvar ved kredsretten.
Dine ansvarsområder og opgaver vil være:
Daglig driftsledelse i tæt samarbejde med den administrerende kredsdommer og gruppelederne, herunder:
- Overblik over kredsrettens samlede opgaver.
- Tværgående planlægning af kredsrettens opgaver og ressourcer.
- Opgaveprioritering og opfølgning.
- Mødeplanlægning.
- Planlægning af faglig oplæring og videndeling på tværs - også i forhold til Grønlands øvrige tre kredsretter.
- Drift af og kontakt til retsbetjente i de 7 bitingsteder, som er placeret i lokale bygder under kredsrettens retsområde.
- Sekretærfunktion i forbindelse med deltagelse i møder med eksterne samarbejdspartnere
- Administrative opgaver i forbindelse med ferie/fravær, kontor/bygninger, statistik, klargøring af fakturaer og bilag m.v.
- Deltagelse i kredsrettens administrative sagsbehandling.
- Ad hoc sekretæropgaver.
Det er desuden en væsentlig opgave for afdelingslederen at afdække, udvikle og implementere tiltag, som bidrager til trivsel og godt arbejdsmiljø i en organisation, som stiller store krav til medarbejderne.
Arbejdssproget er grønlandsk og dansk, og det vil derfor være en fordel, men ikke et krav, hvis du er dygtig til begge sprog.
Er stillingen lige dig?
Kan du se dig selv som vores nye afdelingsleder, hører vi gerne fra dig. Du skal sende din ansøgning til Retten i Grønland via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet gennem ansøgningsprocessen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen”.
SØG STILLINGEN
Vi vil gerne vide, hvorfor du mener, at stillingen er lige dig, og om din uddannelsesbaggrund og dine tidligere ansættelser. Dit CV, kopi af eksamensbeviser og andet relevant materiale skal uploades sammen med din ansøgning. Vi skal have modtaget din ansøgning senest den 17. februar 2025.
Ansøgninger sendt pr. mail kommer ikke i betragtning.
Ansættelsesproces
Vi holder ansættelsessamtaler løbende. For ansøgere, som ikke er bosiddende i Ilulissat, vil samtalen blive holdt som videokonference.
Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker som afdelingsleder i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, og Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat for kontorpersonale § 8.
Dit ansættelsessted er i kredsretten i Ilulissat.
Hvis du kommer fra en anden by end Ilulissat, betaler vi tiltrædelsesrejse og bohaveflytning efter overenskomstens bestemmelser. Vi kan også anvise bolig, som du skal betale husleje mv. for efter gældende regler.
I forbindelse med ansættelsen vil vi - med dit samtykke - indhente en udskrift fra kriminalregistret med henblik på, at du skal sikkerhedsgodkendes.
Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold m.v.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte administrerende kredsdommer Eleonora Steenholdt Mørch på tlf.: +299 36 38 12 eller på mail til est@domstol.gl