FAKTA
Stillingstype: Selvstyrets centrale økonomifunktion søger 4-5 AU-elever i Økonomi & Ressource til start i august 2025
Virksomhed: Den Centrale Regnskabsenhed (DcR)
Ansøgningsfrist: 19. marts
Kontakt: Anders Samuelsen 346479
Har du lyst til at arbejde med regnskab på en praktikplads, hvor du får mulighed for at udvikle dig? Så er du måske vores nye elev hos Den Centrale Regnskabsenhed (DcR) i Økonomi- og Personalestyrelsen.
Om afdelingen
I DcR får du mulighed for at rotere mellem vores kontorer: Finans- og Specialbogholderiet, Debitorbogholderiet, Kreditorbogholderiet, Kontoret for Regnskabsudvikling samt Controlling & Budgetopfølgning.
Vi varetager samlet set den centrale regnskabsfunktion i Grønlands Selvstyre med følgende opgaver:
Udarbejdelse af Landskassens årsregnskab
Bogføring i Selvstyrets økonomisystem
Afstemning af konti samt opfølgning af åbne poster i samarbejde med enhederne
Bogføring og afstemning af Selvstyrets lønninger og uddannelsesstøtte m.v. samt indberetning til Skattestyrelsen
Modtagelse af fakturaer og fremsendelse af disse til godkendelse hos enhederne
Fakturabehandling for Selvstyrets enheder og bogføring af indbetalinger samt debitorpleje
Udbetalinger til leverandører, borgere og medarbejdere
Vejledning af enhederne i Selvstyrets økonomisystemer
Hos DcR får du en læreplads med mulighed for at tænke nyt, komme med ideer og lære i processen. Du vil få en bred oplæring i flere økonomifunktioner blandt erfarne kollegaer og som en naturlig del af dine praktikophold.
Om dig
Vi forventer, at du er god til tal og motiveret for at få en lærerig praktikperiode.
Faglige kvalifikationer:
Har en gymnasial uddannelse, relevant erhvervsuddannelse eller relevant grunduddannelse for voksne (GVU) eller er optaget på AU-Økonomi & Ressource
Har gode IT-kundskaber
Er god til matematik
Har gode sproglige færdigheder
Personlige kompetencer:
Har en god selvdisciplin og er ansvarsbevidst
Er omhyggelig i dit arbejde og formår at overholde tidsfrister
Har evnen til at kommunikere på et professionelt og sagligt grundlag
Er venlig og imødekommende
Kan arbejde både selvstændigt og i teams
Du vil få tilknyttet en praktikansvarlig, som vil være din kontaktperson hos os. Den praktikansvarlige vil hjælpe dig med at udarbejde din praktikplan, give dig faglig sparring og sikre, at du får det bedst mulige udbytte af din praktik.
Om ASA
DcR er med sine ca. 40 medarbejdere en del af Økonomi- og Personalestyrelsen (ASA), som er en serviceenhed med mange forskellige funktioner. Udover DcR’s funktioner arbejder ASA bl.a. lønudbetaling, overenskomstforhandlinger, strategisk indkøb, tolkning, intern revision m.v. ASA hører under Departementet for Finanser og Skatter. I alt får du i ASA over 100 nye kollegaer.
Alle elever samles på tværs af Selvstyrets departementer og styrelser minimum to gange om året. Du vil her have mulighed for at møde andre elever og tage selvvalgte faglige emner op til diskussion. Grønlands Selvstyres Centraladministration har rammerne for at skabe et godt udviklings- og læringsmiljø, som giver dig en god uddannelse og et stærkt fundament for fremtiden.
Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.
Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.
Send ansøgning