Rigsombudsmanden i Grønland søger cheftolk inden for familieretsområdet

FAKTA

Stillingstype: Rigsombudsmanden i Grønland søger cheftolk inden for familieretsområdet

Virksomhed: Rigsombudsmanden i Grønland

Ansøgningsfrist: 24. marts

Kontakt: Anouk Johansen på telefon +299 32 10 01.

En stilling som cheftolk ved Rigsombudsmanden i Grønland er ledig til besættelse pr. 1. maj 2025 eller efter nærmere aftale.

Arbejdsopgaver

Vi søger en cheftolk med ansvar for oversættelsesopgaver inden for familie- og personretsområdet og fra danske ressortmyndigheder. Du får et tæt samarbejde med rigsombuddets anden cheftolk og korps af eksterne tolke og kommer til at kvalitetssikre produkter herfra. Der vil også være mulighed for andre opgaver inden for rigsombuddets øvrige områder.

 Vi tilbyder et selvstændigt og afvekslende job med kontakt til danske og grønlandske myndigheder og gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Kvalifikationer

Det er et krav, at du har gennemført en tolkeuddannelse eller har tilsvarende kvalifikationer. Erfaring med oversættelse af komplicerede tekster, herunder gerne lovgivning, er en betydelig fordel.

Vi forventer, at du er rutineret bruger af Office-pakken. Det er endvidere en fordel, hvis du har erfaringer med at arbejde selvstændigt og disciplineret i et ESDH-system. Oplæring i rigsombuddets ESDH finder sted ved ansættelsesstart.

Da vi er en lille institution med 14 medarbejdere, er det vigtigt, at du er fleksibel og er indstillet på at påtage dig andre opgaver i forbindelse med embedets drift og funktioner.

Ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår fastlægges i henhold til gældende overenskomst mellem Naalakkersuisut, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat for tolke og den relevante forhandlingsberettigede organisation. Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Der kan anvises bolig i Grønlands Selvstyres udlejningsboliger efter de til enhver tid på stedet gældende regler. Husleje betales efter gældende regler. Der ydes til- og fratrædelsesrejse samt flyttegodtgørelse til den ansatte og dennes familie i henhold til overenskomstens bestemmelser.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til administrationschef Anouk Johansen på telefon +299 32 10 01.

Skriftlig ansøgning vedlagt CV og kopi af eksamensbevis skal være Rigsombuddet i hænde senest 24. marts 2025, kl. 12.00. Ansøgning sendes via e-post til ro@gl.stm.dk. Ansøgning kan også sendes til Rigsombudsmanden i Grønland, Postboks 1030, 3900 Nuuk som A-post.

Om Rigsombudsmanden i Grønland

Rigsombudsmanden i Grønland er en institution under Statsministeriet og bindeleddet mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne. Rigsombudsmanden er rigsmyndighedernes øverste repræsentant i Grønland. Rigsombuddet varetager derudover behandling af familieretlige sager, samt sager om fri proces. For yderligere se eventuelt Rigsombudsmandens hjemmeside – www.rigsombudsmanden.gl.

Powered by Labrador CMS